| Gr. At beskytte dem, som vise sand
Omsorg for deres egen og Andres Opbyggelse, at de ei skulle bespottes og forfølges; samt
at hindre den Uorden, Endeel have begaaet, i det de under skin af Gudsfrygt have forladt
deres Næring og ordentlige Haandtering og gaaet omkring fra Sted til andet, for at
opbygge og opvække Sjæle, eller bemænget sig med Lære-Embedet, uden at have Guds eller
menneskeligt Kald; og saaledes af Selvraadighed og indbildt Samvittigheds Drift uden
Øvrighedens Forevidende og vedkommende Lærers Tilsyn have begyndt slige Ting, hvoraf i
Tiden kunde flyde Ulempe og Forvirring. |
|
| 1) Foruden den offentlige
Gudstjeneste, hvilken enhver Undersaat, som bekjender sig til den evangeliske Kirke og
Augsburgske Confession, efter forhen udgivne Frr. flittig bør søge; skal det være
ordentlig kaldede Lærere, som have Magt og Frihed at lære og prædike Guds Ord offentlig
og hemmelig, uformeent til videre Opbyggelse at holde Samlinger i deres egne eller Andres
dertil bequemme Huse, at der Bibelen læses og Lærdomme deraf uddrages, eller den holdte
Prædiken videre prøves og lægges paa Hjerte; eller og, næst Bønner og Psalmer, enten
en gudelig Samtale begyndes eller og af Læreren, naar forlanges, til Slutning gjøres en
kort og fyndig Opmuntrings-Tale over en og anden Skriftens Text. Det kand da og være
Enhver tilladt at sige sin Mening, fremsætte sine Skrupler, spørge om det han tvivler,
søge Raadføring i en og anden Ting og Oplysning i nogen af vor Lærdoms Puncter, dog Alt
uden Disputeren i Skikkelighed og Sagtmodighed. |
|
| 2) I saadan Samling bør
Præsten, som har anordnet den, selv være tilstede, og heller lade Samlingen være, naar
han ei kan være nærværende; men i Præstens Forfald er det en og anden Gang tilladt
hans Catechet eller, hvor ingen er, en anden gudelig og veløvet Studiosus, for hvilken
Præsten selv skal være ansvarlig, paa hans Vegne at være tilstede og tilsee, at alting
gaaer ordentlig til, og intet Uret, eller utidige Domme om Andre, eller uvedkommende Ting
fremsættes. |
|
| 3) Saadanne Samlinger kan bedst
skee Søndag og Helligdage efter den ordentlige Gudstjeneste, og maa ikke holdes længere
end i det seneste til Kl. 8 om Aftenen. |
|
| 4) Præsten bør altid formane
de Tilstedkommende flittig at besøge den offentlige Gudstjeneste, og give Agt paa, om
nogen af dem enten forsømmer eller uden Andagt bivaaner den. Mærker han dette, skal han
paaminde dem i Forsamlingen, og, om de da fremture, skal han sige dem, at dersom de ikke
med Flid og Andagt besøge den offentlige Gudstjeneste i deres egen Menighet, maae de
heller ikke komme i deres Forsamling, saasom slige Forsamlinger skal være subordinerede
den offentlige Gudstjeneste, og sigte til at have des bedre Nytte deraf. |
|
| 5) Ingen Præst maa, for den
Nytte han haaber af slige Forsamlinger, forsømme eller letsindigen behandle sine øvrige
Embeds Forretninger, eller giøre sig mindre flid for sine offentlige Prækener, ei heller
maa han derfor holde sig dispenseret for den i Loven befalede Huusbesøgelse eller den
private Sjæle-Sorg for hver især. Hvorfor han maa hverken nøde Nogen til slige
Forsamlinger eller agte dem for mindre Christne, hvis enten Leilighed eller Drift ei
tillader at besøge samme, ei heller henvise dem, som paa andre Tider ville tale med ham
om deres Sjæles Tilstand og Christendom (hvortil enhver retsindig Præst altid bør vise
sig villig, kjærlig og fornøiet), til de Tider, naar Forsamlingen holdes, meget mindre
fordre af Nogen i Forsamlingen at aabne sin Sjæls Tilstand, og hvordan de ere komne til
Omvendelse, men lade den, som vil gjøre det, tale med sig først i Eenerum, og da vel
prøve og med ham overlægge, hvorvidt det kan agtes nyttigt og til Opbyggelse at utsige
det for Flere. |
|
| 6) Dersom Præsten har Tid,
uden anden Embeds Pligt at forsømme, og finder det tjenligt oftere at holde Forsamling i
sit Huus, end hellige Dage, da er det ham vel uformeent at undervise dem, som sig der
vilde indfinde, i deres Saligheds Sag ved Guds Ords rene Forklaring, dog maa han vogte
sig, at han ikke gjør det til Samvittigheds Pligt, at Nogen der skal indfinde sig. Han
bør og idelig formane de nærværende, at det er ikke Guds Villie, at de derfor skal
forsømme deres timelige Næring, Profession eller Tieneste, og udtrykkelig forbyde, at
ikke Qvinder uden deres Mænds, Børn uden deres Forældres, Tjenestefolk uden deres
Husbonders Tilladelse maae gaae dertil, paa det at ei nogen ond Rod, Mistanke, Forbitrelse
og mere Had mod det Gode deraf skal opvoxe, eller Noget forsømmes i Næring,
Huusgjerning, Tilsyn og Huusbonders Tjeneste; naar Saadant forbydes dem af deres Mænd,
Forældre, Huusbonder, skal de være lydige, og med des større Flid benytte sig af den
offentlige Gudstjeneste og private Guds Ords Læsning og Andagt hjemme, og heller tale med
Præsten privat om det, hvori de behøve hans Raad og Underviisning, hvilket dem ikke af
christelige Forældre og Huusbonder kan eller bør forbydes. |
|
| 7) Det skal ikke være forbudet
de Kgl. beskikkede Catecheter at holde, naar det af dem begjæres, i deres Logemente eller
andensteds Samling med Saadanne, som forlange nærmere Veiledelse i Christendom og
Opbyggelse indbyrdes; dog maa saadan Samling aldrig bestaae af nogen Mængde, og ikke af
Andre end dem, som han kjender og tilvisse veed at søge deri gudelig Hensigt; og skal da
gives Præsten tilkjende, hvad Tid og Sted den holdtes, at han stundom kan indfinde sig og
see, at Alting er ordentligt, og at de forhen i 1 til 4 § ommeldte Præcautioner
iagttages. |
|
| 8) Skulde og andre Gud oprigtig
Søgende have Attraae at samle sig indbyrdes, for at opbygge sig af Guds Ord i private
Huse, maa ogsaa det være tilladt; men for Uorden at forekomme, maa foruden alle
ovenmeldte Præcautioner iagttages, at slige Forsamlinger ikkun maae bestaae af ganske faa
Personer, hvilke i al Stilhed paa kort Tid maae samles uden nogen Slags Æden og Drikken
og ved lys Dag, Mandfolk med Mandfolk, Quinder med Quinder (disse sidste aldrig uden
Direction af en Præst eller Catechet, eller anden gudelig og erfaren Person, som af
Præsten beskikkes at være tilstede), da og Præsten skal tilkjendegives Stedet og Tiden,
naar de skal holdes, da han ikke alene har Frihed men og alvorlig befales at have nøie
Indseende med disse Forsamlinger og ofte indfinde sig der, at see og høre, at intet enten
imod Guds Ord eller Kirkens og Statens Indretning der forhandles, og intet Fanatisk
foretages, paa det han, ikke efter Andres Snak, med Vished kan tale, dømme, og, naar det
forlanges, referere om det, som derudi skeer, saa og underrette Andre, som af Uvidenhed
tale ile derom, og at han kan raadføre dem, hvorledes de bedst kan indrette Forsamlingen
til deres Opbyggelse. |
|
| 9) Det er ogsaa tilladt,
ligesom det i sig selv er smukt og lovligt, at Husbonder og Madmødre i deres Huse holde
med deres Børn og Tyende ordentlig Morgen- og Aften-Andagt, sa og at de om Søndagen og
andre Tider, saa tit det er deres Leilighed, kalde deres Domestiger tilsammen til Guds
Ords Læsning, og med Gudelig Samtale opmuntre hver til sin Pligt; hvad heller saadan
Øvelse skeer af dem selv eller af nogen bekjendt Person i deres Huus; dog maa ingen
Fremmed dertil indkaldes eller forsamles. Skulde Een eller Anden uden for Huset af
Hændelse komme til eller og begjære at være nærværende, maa det tillades, dog aldrig
mere end 1, 2, à 3 Saadanne at være tilstede. |
|
| 10) Hvis Nogen understaaer sig
at gjøre Opløp mod de Huse, hvor formeldte Forsamlinger holdes, at samle sig med Støien
og Larmen uden for Huset, Forsamlingen at forstyrre, at gjøre Huset eller Personer i
nogen Maade Overlast eller indtrænge sig i Forsamlingerne, skal Øvrigheden paa hvert
Sted straffe dem for Vold og Ufred efter Loven, og det uden at see igjennem Fingre. Mener
Nogen, at der paa slige Forsamlinger kan være Noget at sige, aller at Alting i dem ikke
gaaer saa rigtig til, skal han give dem, som dermed og med al god Skik og Orden bør have
Indseende, det tilkjende, til Undersøgning og ordentlig Hemmelse. |
|
| 11) Paa det at Ingen skal have
Anledning til at mistroe Lærerne, eller at sætte ringe Priis paa den offentlige
Gudstjeneste, eller til at søge Opbyggelse paa andre Steder og hos andre Personer, som
dertil frembyde sig, skal Menighederne alt mere og mere forsynes med retskafne,
omhyggelige og erfarne Sjælesørgere; og skal Gen. Kirke-Inspectores i Almindelighet og
Bisperne, hver i sit Stift, bære al Omsorg for, at de Lærere, der heller søge at hindre
det Gode og gjøre det baade forhadt og mistænkt, end at lede de dem anfortroede Sjæle
til en levende Guds Ords Kundskab, sand Omvendelse og christeligt Levnet, advares at
gjøre deres Kald med Flid, og om de ei bedrer sig, da vorde tiltalte og med Straf efter
Sagens Beskaffenhed anseete. Og advares paa det alvorligste alle Præster, at de med
yderste Nidkjærhed antage sig deres Embede, med Flid udarbeide saaledes deres Prækener,
at de kan have den tilbørlige Kraft og Opbyggelse og ikke foraarsage Keede, Væmmelse og
Foragt, samt med Omhyggelighed befordrer alt det, som kan være til Opbyggelse saavel for
den ganske Menighed, som for hvert Lem deraf i Særdeleshed, og at de ikke hindre, men
heller vedligeholde det Gode, som ved Guds Aand hos En eller Anden er begyndt. |
|
| 12) Enhver, som søger den
offentlige Gudstjeneste i sin egen Kirke, maa derforuden søge Raadføring og aandelig
Bestyrkelse hos en anden Guds Ords Lærer, eller ved Omgang enten med Catecheter eller
andre gudfrygtige Personer i al Stilhed søge Opbyggelse; dog at de ikke under saadant
Skin anstille Forsamlinger, forlade deres Handtering eller løbe Landet om; og naar det
ikke skeer, bør Sognepresten ikke tage det til Mistykke, men han bør heller undersøge
sit eget Levnet og Lærdom, om samme ei dertil er Aarsag, og i al Kjærlighed søge at
vinde sin Menigheds Fortrolighed og Yndest. |
|
| 13) Derimod forbydes
strengelig at holde eller søge alle andre Slags Forsamlinger og Sammenløb under Navn af
bedre Opbyggelse og Gudeligheds Øvelse, som ikke ere indrettede paa forhen foreskrevne
Maade, men enten i større Mængde uden nødvendig Forsigtighed, eller hemmelige Winkler,
eller under aaben Himmel, eller uden Anmeldelse og deres Vidende, som dermed bør have
Tilsyn, af Egenraadighed og ubunden Frihed anstilles. |
|
| 14) Ligeledes forbydes Mænd,
Qvinder og andre Uvedkommende, som ikke selv have Grund i Guds Ord, i slige Forsamlinger
at prædike og forklare Guds Ord ved vidløftig Tale, dog er det enhver tilladt, som enten
spørges, eller naar det i andre Tilfælde behøves, at sige sin Mening i faa Ord om de
Ting, der forhandles, til bedre Prøvelse, Rettelse eller Underretning. |
|
| 15) I saadanne Forsamlinger
maa ikke, isteden for den hellige Skrift og andre gudelige ordentlige censurerede Bøger,
Bønner og Psalmer, læses fremmede uapproberede, ofte til fanatiske, socinianske og andre
grove Vilfarelser hensigtende Bøger, ei heller gjøres Bønner, som sigte til Foragt mod
Næsten eller mod det ordentlige Lære-Embede, ligesom det var mere til Hinder for
Christendommen end til Nytte. |
|
| 16) Ingen Mandfolk eller
Quinder maa reise omkring, alene eller med Følgeskab, fra Sted til andet, under Navn at
styrke og opvække Andre, og der anstille Samlinger; men Enhver skal blive i det Kald, han
er kaldet til, leve stille, nære sig redelig og æde sit eget Brød; dog er det
uformeent, at den Ene kan besøge den Anden, privat opbygges af hverandre, men uden Anhang
eller Forsamlinger. Qvinder især og Ugifte skal blive paa deres Sted, tjene, arbeide, og
derhos opbygge sig selv i Stilhed og lære af Andre, som Skriften dem byder og deres Kjøn
sømmer, uden at indbilde sig noget Kald til at lære og prædike; men ere de dertil
skikkede, og Nogen vil betroe dem sine Børn hjemme i deres Huus, da maae de med
Øvrighedens Samtykke og under Præsternes Opsyn undervise Pigebørn i Christendom og de
Pigebørn fornødne og sømmelige Videnskaber. Ligeledes maae de med Opbyggelse og
Underviisning, om de eragtes dertil at have nogen Naadens Gave, paa Forlangende ved stille
Omgang gaae Andre og Ældre af deres Kjøn tilhaande, dog skal nøie paasees, at ingen
Samlinger eller Opsigt derved forvoldes. |
|
| 17) Alle Fremmede, som
indfinde sig fra andre Steder, eller Indfødte, der sig ingen Haandtering eller andet
Ærinde foretage, end at opbygge og styrke Andre, skal af Præsten med Beskedentlighed og
Kjærlighed underrettes om Frds. Bydende og tilraades, at de, saalænge de ikke kan
legitimere lovligt Kald, ei gribe ind i fremmed Embede, samt at de i den Tid, det bliver
dem tilladt der at forblive, holde sig stille uden Samlinger at holde. Saa skal og
Øvrigheden paa Stedet, saasnart de om saadanne Personers Ankomst blive vidende, strax
fordre deres Pas, undersøge deres Ærinde, hvorfra de komme og hvor de agte sig hen, samt
tilholde dem i Mindelighed og Høflighed, at de begive sig hen igjen, hvor de ere komne
fra. |
|
